Minimumsalder: 18 år
Smag & Behag - Den Hyggelige Ølskole
Øl er ikke bare øl, og hvad enten du er øl-begynder eller øl-nørd, så kan det være både svært og spændende at smage på øl. Kom og vær med til en sjov, lærerig og hyggelig ølsmagning på People Like Us Beer Bar.
Der findes hundredevis af ølstile. Vi når ikke dem alle igennem, men vi skal se, dufte, smage og snakke om 6 forskellige, særligt udvalgte øl fra ind- og udland. Først smager vi i blinde og taler om, hvad vi oplever, og derefter afslører vi øllen og snakker om ølstilen. Det bliver nørdet, men på en måde, hvor alle kan være med og alle kan lære noget. Vi kan godt garantere, at der bliver noget for enhver, måske også nogle øl, der deler vandene, men forhåbentligt åbner vi dørene for en bedre ølnydelse.
Dine værter er Jakob og Rune, som med barnlig begejstring vil guide jer gennem øllets smagsunivers. Ingen forberedelse er nødvendig, og du kan dukke op alene eller sammen med andre.
Smagningen varer cirka 2 timer, og bagefter byder vi på en gratis fadøl i baren.
6 smagsprøver á cirka 10cl på forskellige øl fra ind- og udland.
Kort oplæg tilpasset hver enkelt øl, hvor ølstilen er i fokus.
1 fadøl i baren efter smagningen, enten 40cl under 7% eller 25cl over 7%
Ankom gerne 10-15 minutter før start, så alle har tid til at sætte sig godt til rette inden løjerne går i gang

People Like Us er et dansk bryggeri, som laver fremragende øl og gør et kæmpe stykke arbejde med social ansvarlighed for øje. Her er de ansatte nemlig folk med vidt forskellige baggrunde, hvor 80% af dem har en form for diagnose eller handicap. Det bruger People Like Us til fulde, når de lader deres ansatte arbejde med lige dét, de er gode til. Resultatet? En mangfoldig og kreativ bryggervirksomhed med fantastisk øl.
